Vi oplever i øjeblikket en serie af tyveri af spejle fra biler i Søvang. Bestyrelsen har i dag været i kontakt med Nærpolitiet for Dragør og Tårnby, og kan meddele at nærpolitiet allerede i går har været i dialog omkring dette problem med Borgmester Kenneth Gøtterup som også holder et vågent øje med Søvang, hvilket vi sætter pris på.

Det lader til at problematikken ikke er isoleret til Søvang, og nærpolitiet kunne berette at de nyligt har anholdt en mand i 30’erne fra Litauen med et stort antal spejlsæt. Det er svært at vide om der er tale om en gruppe, og i givet fald hvor stor gruppen er, men de er i gang med at efterforske nærmere. Ligeledes er det en udfordring for politiet at identificere hvilke af de spejle der er blevet beslaglagt der hører til hvilke biler.

Nærpolitiet oplyser samtidig at de i forbindelse med den igangværende efterforskning har øget patruljeringen i Søvang. Endelig hører nærpolitiet meget gerne fra grundejere som måtte ligge inde med evt. optagelser og/eller billeder af tyverierne. Nærpolitiet kan træffes på tlf. +45 4042 6106.

Bestyrelsen vil have fortsat dialog med nærpolitiet for at følge udviklingen, og håber at vi snart kan få stoppet denne serie af målrettede tyverier fra vores biler i Søvang.

Tags

Comments are closed